I Varde sogn findes 3 meget forskellige kirkegårde.

 

Arnbjerg kirkegård

Kirkegården ligger på Lundvej 6, er taget i brug ca. 1880. Kirkegården ligger smukt med de store bøgetræer fra Arnbjerganlægget som baggrund. Området repræsenterer i det store og hele den traditionelle kirkegårdskultur, med gravsteder med thujahæk, der giver mulighed for individuel anlæggelse af gravstedet. Endvidere er der i 1988 udlagt et areal til urnegravsteder i græs.
På kirkegården findes 7 fredede gravminder for frihedskæmpere, hver med en bronzeplatte med inskriptionen: ”Faldet i Danmarks Frihedskamp 1940-1945”. På kirkegården er kapel.


Østerlund kirkegård

Kirkgården ligger på Lundvej 48A og er den nyeste kirkegård, der blev anlagt fra 1952 -1960 og taget i brug i 1967. Kapellet er bygget i 1981 og taget i brug samme år.
Kirkegården har et parklignende udseende og er anlagt med gravgårde, hvor der både findes traditionelle gravstedsformer, gravgårde med græs eller bunddække til kister og urner og fællesgrave til kister og urner, således, at der kan tages hensyn til mange forskellige ønsker.


Den Gamle kirkegaard
Kirkegården ligger ved siden af Sct. Jacobi kirke og er byens ældste ibrugtagne kirkegård. Den sidste kistebegravelse fandt sted ca. 1926, siden henlå kirkegården som fredet og kommunen havde vedligeholdelsespligten.
Menighedsrådet overtog fra 1982 igen ansvaret for og dermed vedligeholdelsen af kirkegården og foretog en omfattende omlægning af hele kirkegården. Der blev anlagt  en urnegravgård, omkranset af en cirkel af bøgepur midt på kirkegården. Urnestykket blev taget i brug i 1984. I 1995 blev anlagt endnu en urnegravgård. De gamle gravsten, der står udenfor urnegårdene, er i videst mulig omfang placeret på deres oprindelige pladser.