Fødsel

Det er som regel en jordemor, som anmelder fødslen ved at udtage et personnummer til det nyfødte barn i CPR, og som digitalt anmelder fødslen til mors bopælssogn.

Kordegnen (Personregisterføreren) i mors bopælssogn sørger derefter for at registrere fødslen og barnets mor i Personregistret. Hvis forældrene er gift registreres også barnets far. 

Når personnummeret er udtaget sendes samtidig et Morbrev til moderens Digitale Post. Brevet indeholder oplysninger og vejledning til forældrene bl.a. om, hvordan de kan få barnets far/medmor registreret. 

Forældre (m/k) der ikke er gift, og som vil have fælles forældremyndighed, kan de første 28 dage efter fødslen på www.borger.dk udfylde en Omsorgs- og ansvarserklæring, som sognets personregisterfører vil behandle. 

Ønsker man en anden form for faderskab/forældremyndighed, kan man også søge på borger.dk, og ansøgningen vil blive behandlet af Familieretshuset. 

Er der ikke 28 dage efter fødslen registreret en far, giver sognet besked til Familieretshuset om at overtage sagen. 

Har der ikke medvirket en jordemor ved fødslen, er det normalt barnets mor, der anmelder den, hvilket skal ske senest 14 dage efter fødslen ved henvendelse til kordegnekontoret. I sådanne tilfælde sørger kordegnen for at barnet får cpr.nr. 

Har mor ikke dansk cpr. nr. eller er fritaget for digital post, kan man ved henvendelse til kordegnekontoret få hjælp og vejledning.

MAN KAN ALTID KONTAKTE KORDEGNEKONTORET, HVIS MAN HAR SPØRGSMÅL OM REGISTRERINGEN AF SIT BARN.