Sct. Jacobi Kirke, Varde
We create relations

At være døbt er at lade den sande kærlighed drive frygten ud

Udgivet af Morten Thaysen, fre d. 13. mar 2015, kl. 08:49
Synspunkter

Nogle gange kommer man ud nogle steder i livet, hvor man føler sig helt alene. Der er kun en selv – ingen anden. Det er som at svæve ude i et stort tomt rum uden at kunne henvende sig til nogen. Der er ingen, der fortæller en, hvad man skal gøre. Der er ingen, der taler til en. Der er heller ingen, der kommer hen for at hjælpe en. Man er helt alene. Man er også alene om at skulle klare sig selv. Redde sig selv….

Når man er døbt bliver det aldrig sådan. Det kan godt være, at det føles sådan, men så er det, at man skal huske, at da man blev døbt, fik man et løfte om, at Jesus ville være med en alle dage indtil verdens ende. ”Se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende”, lovede han. Uanset, hvad der så sker – om det er svært – eller nemt – så er han med alle dage. Også den dag, hvor man dør, er han med. Han er med alle dage – indtil verdens ende.Og her er det ikke lige meget, hvem han er. Troen er, at Guds kærlighed viste sig i ham, da han døde på korset. Han hang der alene – helt alene, fordi mennesker i deres vrede ønskede, at han skulle hænge der. De ønskede, at han skulle dø. At han tilmed skulle dø frygteligt. Mens han hang på korset skreg han sin ensomhed ud i mørket: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig. Han var forladt af Gud….Til sidst sagde han: Far, I dine hænder betror jeg min ånd. Og så døde han. Her viste kærligheden sig. Kærligheden var så stærkt, at han opstod fra de døde tre dage senere. Døden blev simpelt overvundet af Guds kærlighed. Guds kærlighed overvinder alt…..

Alt det er med, når han er med os alle dage indtil verdens ende. Han er med os – og lader Guds kærlighed overvinde alt på vores vej. Vi erfarer det aldrig fuldt ud – kun stykkevis. F.eks. når vi pludselig selv kan elske på trods. Når vi pludselig kan magte det, vi ikke før kunne magte. Tilgive den, vi ellers ikke kunne tilgive.

Der sker noget med os, når han går med os…..

Aros i Århus

I Århus ligger det store kunstmuseum Aros – det er det med regnbuen foroven. Der er mange spændende ting på det museum – også mange underlige ting.

Den ene ting er, hvad det betyder at være alene uden anden end sig selv. Hvis man går helt ned i kælderen på museet kommer man ind i en mørk labyrint af gange. Det er nemt at fare vild dernede. På museet kalder man disse gange for underverdenen. Underverdenen er at gå rundt i en stor mørk labyrint, som man ikke kan komme ud af. Endelig ser man et lys, der strømmer ind i mørket og så går man derhen. Det er et rum, hvor lyset strømmer udfra. Man kan ikke lade være med at gå derind. Men sagen er, at derinde er der spejle i væggene, i gulvet og loftet, sådan at det eneste man ser, er sig selv. Man er helt alene. Der er ingen, der ser på en. Og der er ingen at se på. Der er heller ingen, der elsker en – og der er ingen at elske. Man er helt alene med sig selv. Det er underverdenen. Det er helvedet.

At blive døbt er billedlig talt at blive hevet ud af denne underverden, hvor man er helt alene med sig selv. For i dåben får vi at vide, at vi er elsket af Gud. Og Guds kærlighed overvinder alt.

Den anden ting, der findes på Aros er en figur af to mennesker i rigtig størrelse. Lavet af Tony Matelli. Det ligner sådan lidt en slags tegneseriefigurer. Sagen er, at de har fået alt muligt i hovedet. Et klaver, knive og køller. Den ene har mistet sin arm – den anden sit ene ben. Ja, deres hoveder er faktisk smadrede. Kunstværket hedder Fucked. For de er virkelig fucked up – som man siger. Alligevel løber de af sted. Det kan de gøre, fordi de holder hinanden i hånden. Ser man ordentlig efter, vil man også se, at tegner man en streg rundt om dem, vil der komme et stort hjerte til syne. Det kunstneren ville vise var, at i kærligheden har de hinanden – og i denne kærlighed kan de overvinde alt.

Det er, hvad dåben handler om.

At være døbt er at sejle med på skibet

Kirken er som et stort skib, der sejler på livets hav. Vi er alle med ombord. Nogle gange går det stille og roligt. Andre gange er bølgerne høje og der er orkan og der vælter man rundt og kan ikke se over den næste bølgetop. Da kan man ligefrem blive bange for at gå under. Man er fucked up! Men skibet har kursen mod øst, hvor solen står op. Altså den retning, hvor lyset sejrer over mørket. Ja, solen er et symbol på Gud, der lader Jesus stå op af graven – og dermed lader kærligheden sejre over døden.

Der sejler vi hen. Vi tror og håber, at det er den vej, det går – hvor Guds kærlighed overvinder alt.

Med det løfte skal vi ikke være bange for noget. Et sted i det nye testamente står der, at den sande kærlighed driver frygten ud. Må den også gøre det i vores liv, sådan at vi altid er modige og tør gøre det, vi skal. Nemlig i vort arbejde give kærligheden videre til de mennesker, vi har med at gøre i vort liv.

Ophavsret: