Sct. Jacobi Kirke, Varde
We create relations

Ahmed Akkaris erfaringer af sandheden

Udgivet af Morten Thaysen, fre d. 2. aug 2013, kl. 11:12
Synspunkter

Forleden dag tonede et kendt ansigt frem på skærmen. Denne gang var han andeledes stille end sidst, vi mødte ham. Hans navn var Ahmed Akkari. Tilbage i 2005 var han med til at til at tænde den vrede mod Danmark, der fulgte af Jyllands-Postens 12 Muhammedtegningen. Dengang var han med i den delegation af muslimske mænd, der rejste rundt i Mellemøsten og viste tegningerne frem for forskellige muslimske lærde og det danske flag og meget andet blev efterfølgende bogstavelig talt brændt af. Siden blev der stille om ham. En årrække var han lærer på Grønland og nu tonede han altså igen frem på skærmen. Stille og tydeligvis præget af et selvopgør, der havde rystet ham dybt. Han forklarede, at det var forkert, hvad han gjorde dengang. Han forklarede, at han dengang var besat af et syn på verden, der delte mennesker op i de gode og de onde, hvor han selv som islamist var på de godes side. Alt blev set igennem islamismens briller. Menneskene, deres tanker, deres handlinger. Mennesket, så han ikke. Senere opdagede han, at det alt sammen allermest var et udtryk for magt og kontrol over mennesker. Som det væsentligste opdagede han, at det først er i mødet med et andet menneske, at man ser, hvem hinanden er. Mødet med det andet menneske er det allermest afgørende.

Ahmed Akkaris stille fortælling er noget af det mest opbyggelige, jeg længe har hørt. Sandheden er ikke noget, du ejer på en måde, at du kan dele mennesker op i gode og de onde. Sandheden findes kun i mødet med et andet menneske.

Må vi lære af hans selvopgør! I de her år lader vi ikke de fanatiske islamister noget tilbage, når vi ivrigt dele hinanden op i gode og onde.  I og med at vi tilsyneladende bilder os ind at eje sandheden politisk og religiøst, har vi præcist kunnet sætte navn på de dumme svin i samfundet.  I det forløbne år har vi således i sandhedens navn sat navn på onde politikere, lærere, pædagoger, præster og mange andre. Politikerne er fulde af løgn, lærerne er dovne, pædagogerne blødsødne, præsterne homofobiske og middelalderlige osv. Men sandheden findes kun i mødet med det andet menneske.

Eller det vil sige: Det er en kristen pointe, at sandheden kun findes i mødet med et andet menneske. I kristendommen er sandheden ikke en række abstrakte love og regler, som vi kan indrette verden og dens mennesker efter. Sandheden er en person, nemlig Kristus. Ligeså lidt som vi kan eje en person, ligeså lidt kan vi derfor eje sandheden. Men vi kan møde sandheden og erfare den. I mødet med hinanden kan vi således erfare, at Kristus er til stede i mødet med et andet menneske på en måde, at han åbner vore øjne. Vi ser da den anden som det menneske, han eller hun er. Vi ser, at han eller hun ikke er et dumt svin, men et menneske Kristus er til stede hos. Vi ser i dette menneskes øjne en bøn om kærlighed og tilgivelse.

Sandheden er altså ikke en ideologi, som vi kan eje og dømme hinanden ud fra. Sandheden er noget vi erfarer, når Kristus er tilstede i mødet med et andet menneske. Denne erfaring udsætter vi os selv for, når vi går i kirke. I kirken møder vi mennesker, som de er. Vi møder især dumme svin og vi risikerer ligefrem at skulle sidde på bænk med dem. Er Kristus til stede erfarer, at vi at sandheden vil andet og mere end at dømme hårdt. Sandheden vil se og høre. Sandheden vil elske og tilgive. Sandheden vil gøre alting nyt. Derfor skal vi gå i kirke. Også selvom det tit og ofte er anstrengende at skulle være sammen med dumme svin. På den anden side: Mon ikke de dumme svin tænker det samme om mig?   

Ahmed Akkari siger intet om kristendommen i de interviews, han har givet. Men hans erfaringer kan tjene som en stor inspiration til ens overvejelser af, hvad kristendommen er. Se selv ved at klikke på linket: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/08/01/094515.htm

Ophavsret: