Sct. Jacobi Kirke, Varde
We create relations

Hvorfor gå i kirke?

Udgivet af Morten Thaysen, man d. 11. mar 2013, kl. 13:36
Synspunkter
Det skal vi for at få det at vide, at livet er en gave. Igen og igen falder vi tilbage og synes, at det uretfærdigt, at vi ikke fik det liv, vi drømte om. Det er uretfærdigt, at vi oplevede modgang. Det er uretfærdigt, at mennesker, vi elskede, skulle bæres til graven. Derfor skal vi gå i kirke for at høre det, vi ikke kan sige os selv: Livet er en gave!  Alt sammen – livet og de mennesker, vi har fået at leve det sammen med – er en gave, vi har fået.
 
Et besøg i New York
Digteren Søren Ulrik Thomsen fortæller i et essay om et besøg i en kirke, der lå i et af de sorte slumkvarterer i New York. Præsten fortalte ham, at mange af kirkens medlemmer havde aids, at området flød med hårde stoffer og var præget bandernes vold og ødelæggelse. Hver eneste dag blev der f.eks. begået mord et sted i kvarteret. Der stod dog ingenting i aviserne om det, for ingen regnede kvarteret for noget og gad derfor heller ikke interessere sig for det. Derfor var slående, at alle i kirkens menighed havde overskud til at være yderst velklædte og umådelige venlige over for den fremmede hvide mand fra Danmark. Endnu mere slående var det dog, at den tre timer lange gudstjeneste næsten kun handlede om at sige tak. ”En kvinde stiller sig op og fortæller, at hun kun havde arbejde 1 dag om ugen og på et tidspunkt var så fattig, at hun ikke engang kunne lægge lidt i kirkebøssen, hvad hun havde det meget dårligt med. Men hun bad til Gud og blev hjulpet. En anden kvinde rejser sig og takker ham, der pudser, polerer og renholder kirken. ”You are doing a labour of love”. Hele tre gange samles penge ind, der bedes om mad og tøj til de hjemløse, og på et tidspunkt står alle børnene i kø for at blive salvede i panden med olie, mens gospelkoret, der før hyldede en fødselar med Stevie Wonders ”Happy Birthday”, nu synger, at alle børn er dyrebare, både hvide og sorte. Så er det tid til at modtage The Man- ”a good man, a man of prayer, our bishop”, der grundlagde kirken for 47 år siden. Men skønt prædikenen er placeret som dagens højdepunkt, orker den gamle kæmpe kun at tale ganske kort med sin dybe slæbende stemme: ”Jeg planlægger næste uge, men aner ikke engang, om jeg er i live i morgen, for jeg er Ingen. Men han ved, hvor jeg er på vej hen. Vågnede du i morgens og opdagede, at du var i live? Sagde du tak? Hver dag burde være Thankgivings Day, for Gud udretter altid store ting, og man må aldrig blive så optaget af gaverne, at man glemmer at sige tak for dem. Tak Ham nu!””(Frederik Stjernefelt og Søren Ulrik Thomsen: Kritik af den negative opbyggelighed s.173).

 

Et besøg i Danmark
Efter sådan en beretning fra et ludfattigt kvarter i USA er det underligt, at vi her i Danmark bliver mere og mere utilfredse, jo bedre vi har det. Aviserne er fyldt med det ene læserbrev efter det andet, der skælder ud over selv de mindste ting. Politikere advarer os mod vældfærdsstatens opløsning.  Økonomer advarer os mod finanskrisen. I Bilka brøler vi af raseri over, når vi tungt belæsset med ragelse, er havnet i en uendelig langsom kø ved kassen. Og samtidig klager vi over skolen, kirken, posthuset, postkassen og dræbersneglene. 
 
At disciplinere sig
Men hvordan kan det være, at vi vældfærdsfede danskere klynker som forkælede pattebørn, mens de fattige sorte i New Yorks slumkvarterer siger tak? Hvordan kan det være, at det netop er disse mennesker, som ingen regner for noget, der bruger deres sidste penge på en kjole eller et jakkesæt, de kan have på i kirke? Og hvor kommer deres menneskelige overskud fra? Det er nærliggende at sige, at den, der lever fattigt og udsat, også er den, der ved, hvor dyrebart livet er. Og derfor kender han også værdien af at klæde sig smukt og møde andre med venlighed. Men det er ikke hele sandheden, fortæller Søren Ulrik Thomsen. For hver mand, der sidder i kirken er der nemlig en anden mand, der ude på gaden er i færd med at begå vold eller tage sit eget liv. Men menneskene i kirken har lært at disciplinere sig selv. De disciplinerer sig selv til at sige tak for livet, de har fået på trods af modgang og fattigdom.
 
At lære sig at sige tak

Og skal vi lære at sige tak for livet, skal vi svinge os op til at gøre det samme. Vi skal disciplinere os, så vi på trods af vores velstand kan begribe, at det liv, vi tager som en selvfølge, altid er skrøbeligt. Behøver man at gå i kirke, for at få det at vide? Nej, det behøver man selvfølgelig ikke, hvis man af sig selv ved, at livet er en gave. Men sådan et menneske har vist endnu ikke gået på denne jord. Vi glemmer det hele tiden. Derfor skal vi gå i kirke for at få at vide, at livet er en gave. Og vi skal gøre det søndag efter søndag.   

Kommentarer

ufmemaw
http://levitra-20mg-priceof.online/ - levitra-20mg-priceof.online.ankor <a href="http://pricespharmacy-canadian.online/">pricespharmacy-canadian.online.ankor</a> http://buy-amoxicillin-amoxil.online/
xabaevco
http://levitra-20mg-priceof.online/ - levitra-20mg-priceof.online.ankor <a href="http://pricespharmacy-canadian.online/">pricespharmacy-canadian.online.ankor</a> http://buy-amoxicillin-amoxil.online/
Ophavsret: