Sct. Jacobi Kirke, Varde
We create relations

Troende præster

Udgivet af Morten Thaysen, man d. 28. jan 2013, kl. 15:01
Synspunkter

I et stillingsopslag står der: "Vi søger en troende præst”. Afsenderen er et menighedsråd i Mejdal ved Holstebro. Efterfølgende har det vakt en del diskussion i medierne, om man kan kræve, at en præst skal være ”troende”. Nogle mener, at det er helt i orden. Andre, at det er forargeligt. ”Sindelagskontrol” fnyser de. Mere besindige vestjyder på de kanter konstaterer blot tørt, at de i Mejdal søger en indre-missionsk præst. Udtrykket ”troende præst” er nemlig et udtryk, man bruger i de kredse. Og sikkert er det da også, at det er sådan en præst, de får.

Spørgsmålet er blot, om udtrykket giver mening. Kan en præst være ”troende”? Ordet lægger i hvert fald op til, at troende er noget, som man er mere eller mindre. Nogle er således meget troende, andre er mindre. Atter andre er ligefrem ”vantro”. Men er troen noget man kan have mere eller mindre af?  Og er troen set i den sammenhæng noget, man kan bruge til at sætte skel mellem mennesker med? Sådan er udtrykket blevet brugt gennem historien. Også præster imellem.

Problemet er, at udtrykket udover at være belastet sætter et overdrevent fokus på den troende selv. F.eks. fremhæver ”en troende præst” sin tro som en holdning. En holdning, som er noget særligt hos ham. Noget, han kan bryste sig af i modsætning til andre. Det er lidt ligesom en mand, der siger, at han elsker sin kone. Han taler hele tiden om, hvor meget han elsker hende. Ja, han bryster sig ligefrem af sin store kærlighed til hende. Men derved sætter han sig selv og sin kærlighed i centrum og ikke den kone, han siger, at han elsker så højt. Nogle gange kan man godt tænke, om det snarere er sin kærlighed, han elsker, end det er konen. Sådan har jeg det også nogle gange, når jeg hører folk fremhæve deres store og varme tro, som noget særligt. 

I stedet for at fokusere på, hvorvidt en præst er troende eller ej, ville det være langt mere interessant, hvad præsten egentlig tror på. Alle præster i det her land tror i og med, at de hver eneste søndag bekender troen sammen med menigheden. Tror de ikke, ville de ikke kunne bekende troen. Nogle kunne så sige, at trosbekendelsen bare er noget, de lirer af. Svaret må da være: ”Hvor ved du det fra?” Den eneste, der kan dømme i andres tro, er Gud selv, som giver os troen som en gave. Lad os derfor hellere tale om, hvad vi tror på. Det er langt mere frugtbart.

Og skal vi endelig tale om præster og tro, kunne vi tale om, hvorvidt præsterne er tro. Er de tro mod evangeliet og dets frie løb – eller dækker de for det ved at stille sig selv og deres tro i centrum. Er de tro mod gudstjenesterne – eller gør de gudstjenesterne til ”præstens ejendom”? Er de endelig tro mod sognet og menigheden, som har kaldet dem – eller har de travlt med alt muligt andet?

En præst, der tror, er en præst, der ikke taler om sig selv, men om det evangelium, han eller hun er sat til at forkynde!

Kommentarer

Finn Heide Nielsen
Troen er vigtig. I Johs. 3.16 står der at Gud elskede verden så højt at han sendte sin søn, for at enhver, som TROR på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det lå også apostlene Peter og Paulus på sinde at forkynde evangeliet, så mennesker kom til tro på Kristus, og det har kirken været forpligtet på lige siden. At tale om stor eller lille tro er irrelevant. Troen fødes i et menneske som tillid til Kristus, når dette menneske hører evangeliet forkyndt, og Helligånden gør sin gerning. Derfor skal vi fokusere på at forkynde evangeliet i ånd og sandhed, og så trygt overlade det til Gud at skabe troen i mennesker. At betegne sig selv som troende er derfor heller ikke at fremhæve sig selv (som om det er ens egen fortjeneste at man har fået troen skænket gennem evangeliets forkyndelse), men at bekende, at man har sat sin lid til Kristus.
Morten Thaysen
<p>Jeg kan ikke være mere enig i, hvad tro er. Bedre kan det ikke siges. Begrebet "troende" er blot gennem historien blev brugt om en kvalitet mennesker kunne have, som de så efterfølgende kunne sætte skel med. Det gælder i øvrigt inden for alle kirkelige retninger.</p>
Henrik Vejlgaard Kristensen
Tak til Morten for at tage dette vigtige tema op, og tak til Finn for din gode kommentar!

Udsagnet: ”Den eneste, der kan dømme i andres tro, er Gud selv, som giver os troen som en gave” kan jeg helt følge, Morten! Det samme gælder din pointering af det frugtbare i at fokusere på, hvad vi tror på!

Vi tror jo ikke på hvad som helst, men på den levende Gud! Der skal indholdsbestemmelse på ordet ”troende”. Når ordet så optræder i et opslag af en præstestilling, så siger netop denne kontekst nok en hel del om, hvilken tror de tænker på i Majdal.

For min del er jeg ikke så bange for, at et menighedsråd på denne måde sætter ord på deres ønsker i forhold til en kommende præst i sognet. Jeg finder, at det er et meget relevant tema i en samtale mellem menighedsråd og ansøger. Det handler for mig om noget af det allermest centrale i kirkens dagligdag og virke.

Man kan også møde en – for mig at se – ganske usund koncentration omkring egen tro, som fremhæves på en måde, så det mere eller mindre direkte diskvalificerer andre. Du nævner jo en tilsvarende pointe, Morten!

Det er tidligt i kirkens historie blev fastslået, at de kirkelige handlingers virkning naturligvis ikke afhænger af præstens tro eller mangel på samme, men det betyder, ikke at det er ligegyldigt med præstens tro.

Sagen omkring Thorkild Grosbøll viste med al tydelighed, at det ikke er en selvfølge, at præsten tror på Gud. Det svarer lidt til, at en bilforhandler ikke vil køre i det bilmærke, han selv reklamerer for og sælger, fordi han ikke har tillid til, at bilen er sikker og forsvarlig at køre i.

Som præster skal vi forestå fremsigelsen af trosbekendelsen i gudstjenesten eller i det mindste opfordre til, at vi synger den i fællesskab. I konfirmandundervisningen formidles samme bekendelse og skal læres af konfirmanderne. Ved døbefonten tilspørger vi forældre, der bærer deres barn til dåb, med trosbekendelses ord. Det vil virke hult og utroværdigt, hvis samme trosbekendelse er modsagt og undsagt af samme præst.

I dag søger vi autentisitet og ægthed. Der skal være overensstemmelse mellem form og indhold. Vi skal stå ved det, vi tror på. Vi skal være engagerede i/brænde for vort arbejde.

Konfirmander spørger typisk ind til det: Tror du selv på det, du fortæller fra prædikestolen og siger her i konfirmandundervisningen? Mit svar er gået i retning af dette: Ja, det gør jeg. Hvis jeg på et tidspunkt måtte komme til den konklusion, at jeg ikke længere tro på Gud, så vil jeg finde mig et andet arbejde! Jeg kan kun forkynde kristendom, når jeg er overbevist om, at det er sandheden.

Jo, tvivlen kan også komme til mig. Der er også noget, jeg kæmper med fra tid til anden. Så er det oplagt at tænke, læse i bibelen og bede. Tvivlen vil ofte være troens følgesvend, men den skal ikke have lov til at sejre og fortrænge troen. Bønnen om at blive bevaret i troen er her helt central, for troen er jo – som du også skriver, Morten - ikke noget, vi kan bryste os af, men en Guds gave til os. Det er en gave, Gud giver, når og hvor han vil. Han vil gerne give denne gave, for han ønsker tilbedere i ånd og sandhed.

Hos os kan det kalde på ydmyghed og på glæde over at have hørt evangeliet om Guds nåde og tilgivelse. Det er ikke troen, men Ham, vi tror på, der skal være i centrum!
Mette Hvid-Olsen
Henrik, du skriver, at sagen omkring Thorkild Grosbøll med al tydelighed viste, at at det ikke er en selvfølge, at præsten tror på Gud. Mener du med overbevisning at kunne dømme om, hvorvidt Grosbøll gjorde det?
Efter min mening handlede sagen omkring Grosbøll i højere grad om en mand, der følte trang til at lægge afstand til en metafysisk Gud. En Gud, der med Grosbølls egne ord, er en langskægget Herre, der sidder tilbagetrukket i sin himmel og griber ind, når det behøves. Sagen er, at Grosbøll var uhyrlig dårlig til at formulere, HVAD han egentlig troede på og jeg skal bestemt ikke forsvare hans uldne mund. Men det har tilsyneladende gjort dele af den folkelige menighed angst for, at denne standard gælder for en stor del af præstestanden, og det er en misforståelse.
Det, Grosbøll burde have sagt, var, at han selvfølgelig troede på Kristus. Troede på, at han, Thorkild Grosbøll, i Kristus, mødte den himmelske Gud, og kun der. Det var jo netop den pointe Jesus selv fremhævede i diskussionen med farisæerne, der mente at kunne komme til Gud via en helt bogstavtro tilgang til Moseloven, altså udenom Kristus. Det,der adskiller kristendommen fra jødedommen, er vel i virkeligheden ikke, om vi tror på Gud, men om vi tror på Kristus.
Ophavsret: