Sct. Jacobi Kirke, Varde
We create relations

Del 2: Et skelsættende dødsfald og en drengedrøm til revision. Af Morten Sørensen

Udgivet ons d. 7. nov 2018, kl. 21:41
Synspunkter

Efter mit efterskoleophold på Ågård Ungdomsskole og under min gymnasietid på Ribe Katedralskole styrkes mit ønske om at læse teologi. Flere gange var jeg i Århus for at snuse til det, og hver gang kom jeg hjem med fornemmelsen af, at det bare er det, jeg skal – lige indtil lørdag den 24. marts 2007, som skulle vise sig at blive en skelsættende dag. Om aftenen hentede jeg mine forældre fra en familiefest, og på hjemturen lagde jeg mærke til, at min far ikke havde det særlig godt, men umiddelbart var det ikke alvorligt. Hjemme i Rødding blev det ikke bedre, og da vi på et tidspunkt stod ude i køkkenet, falder han død om på stedet. For os, der var omkring ham, var der intet at stille op. Den oplevelse skulle sidenhen få stor betydning for min teologiske rejse, fordi jeg pludselig havde en masse spørgsmål til den kristne tro, som krævede gode svar.   

 

I dagene efter oplevede vi selv, hvad kirken kan i forbindelse med begravelse/bisættelse. Rødding havde på daværende tidspunkt fået en ny, ung sognepræst, som sørgede for, at vores afsked blev både god og værdig. Han formåede at tale til os i et sprog, som var til at forstå, og idet han kun var cirka 10 år ældre end mig, var det nemt at identificere sig med ham. I det forløb, der var omkring begravelsen, blev det klart for mig, hvad kirken og præstens opgave også kan være. Min ungdommelige fascination af kirkens æstetik; den højtidelige stemning, messesangen, den hyggelige juleaftensgudstjeneste og musikken, som jeg kendte fra barnsben, blev afløst af en modnet bevidsthed om indholdet af den kristne tro og det håb, som bliver forkyndt i kirken. I lyset heraf, måtte beslutningen om at læse til præst tages på ny, og jeg måtte overveje, om jeg som sørgende overhovedet ville blive i stand til at bevæge mig om på den anden side af bordet og være den, der leder andre folk godt igennem deres glæder og sorger.  

 

Denne overvejelse skyldes ikke mindst, at der i samme periode blev sendt en dokumentarserie på DR 1 om unge præster, hvor en af dem tydeligvis var så mærket af hendes fars død, at hun lod det komme alt for tæt på, når hun havde en begravelse/bisættelse. Hun sammenlignede sig selv og sin egen situation med dem, hun skulle være præst for, og efter den kirkelige handling gik hun alene ud til graven og holdt et minuts stilhed for at runde forløbet af på en ordentlig måde. Der gik kun et halvt år, og så måtte hun kaste præstekraven i ringen. Dokumentaren gjorde mig bevidst om, at jeg først skulle kravle i præstekjolen den dag, hvor jeg ville være klar til det. Og hvornår er man så lige det? Ja det er man vel først i det øjeblik, hvor man ikke længere bruger andres sorg til at bearbejde sin egen. 

 

Når det er sagt, kan de smertefulde erfaringer være gode at have med i baghovedet, for de kan under de rette forudsætninger bruges konstruktivt til at stille gode og relevante spørgsmål til de mennesker, som vi møder. Vi præster står til rådighed for sjælesorg og måske kan det, at vi selv har været der, give os mod til at gå ind i den svære samtale uden den berøringsangst, som man måske ellers kan have, når man møder et menneske i sorg. I samtalen gælder det så til stadighed om at rette blikket væk fra sig selv og forsøge at nå ind til, hvad der er på færde hos den, man taler med.

 

For at komme dertil måtte sorgen og savnet først finde sit leje og blive en naturlig del af min fortælling, og det er klart, at man i den her situation tvivler på, om det kan lykkes. Men som vores sognepræst sagde dengang, så kan der nå at ske meget på de ca. 7 år, som det tager at læse til præst, og det ville være ærgerligt, hvis jeg på den her baggrund fravalgte teologistudiet. Derfor gik turen til Århus i august 2008.

 

 

Kommentarer

Anger Nissen
Godt skrevet Morten. Jeg har også læst de andre afsnit.

Tilføj kommentar

Ophavsret: