Sct. Jacobi Kirke, Varde
We create relations

At nå frem til et ståsted. Del 1. Af Morten Sørensen

Udgivet lør d. 3. nov 2018, kl. 08:12
Synspunkter

Del 1. Drengedrømmen og den messende københavnerpræst 

Med min ordination i Ribe Domkirke i december 2015 blev en gammel drengedrøm til virkelighed. Drømmen om at blive præst i folkekirken har været der så længe, jeg huske. Jeg kan ikke sætte år og dato på, hvornår jeg fik interessen for alt det her med kirke og kristendom, men det var det, jeg ville, og det, jeg altid vendte tilbage til, hvis jeg i en tid var kommet på andre tanker med hensyn til uddannelses- og karrierevalg. I 2001 skrev familien i min konfirmationssang, at jeg sikkert ville ende som præst, fordi jeg havde en stor interesse for kristendom og religion. Min egen teori går på, at interessen er vakt i min tid i som FDF’er, hvor der blev holdt andagter og BUSK. Min familie har ikke været præget af nogen teologisk retning eller haft nogen særlig interesse herfor, og jeg blev således den første, som valgte at gå den vej. Vi tilhørte den store grå masse af folkekirkemedlemmer, der i overført betydning kun kom i kirke, når vi skulle – dvs. til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse/bisættelse og den traditionelle gudstjeneste juleaften. Det til trods vil jeg ikke mene, at kristendommen ikke har været en del af min opvækst. Det har den i høj grad. Jeg elskede juletiden, og som barn lærte jeg at sige juleevangeliet udenad, fordi vi konstant havde det til at køre på et kassettebånd sammen med alle de gamle julesalmer, som blev spillet igen og igen, når vi stod i køkkenet og sammen forberedte den store højtid. 

En ting er, hvad man har fået med hjemmefra, noget andet er det, som man møder på sin vej. I Rødding havde vi en sognepræst og provst, som var og er noget helt særligt. Han var københavner, og jeg husker ham som en, der på mange måder var meget nede på jorden og havde masser af humor og gode historier, men samtidig var gudstjenesteliturgien også meget højtidelig i sin form. Han havde en kraftig stemme, var ofte iført en flot, festlig, hvid messehagel, hvori han messede sig sikkert gennem de liturgiske led med så stor styrke, at taget nærmest lettede på den lille romanske landsbykirke. Det kan godt være, at vi som børn og unge har haft svært ved at følge med i alle de ting, der blev sagt og gjort i kirken, men jeg husker stemningen, og at det var rart at være der. Han var en af de præster, som jeg både ser mig selv stå i forlængelse af og i opposition til, og i den forstand har han været en god inspirationskilde, når jeg har skullet tage stilling til, hvordan jeg selv gerne vil holde gudstjeneste. Min gamle præst kunne i princippet have været min bedstefar, og jeg tænker, at det er helt naturligt, at tingene rykker sig, og at der mellem generationerne vil være forskellige syn på, hvordan man bedst muligt kan være kirke i et sogn. 

Gudstjenesten må i min optik og i forlængelse af min gamle præst gerne have en fast, genkendelig form. Det må gerne være højtideligt og festligt med brug af messeklæder, men samtidig må den i sin form og i sit indhold heller ikke blive alt for stiv og ophøjet. Det skal være vedkommende. Af samme grund har jeg, som så mange andre i min præstegeneration fravalgt messeteknikken i udførelsen af liturgien, fordi jeg mener, at det virker fremmedgørende og nogle kirker egner sig efter min mening ganske enkelt ikke til det, fordi det bliver for voldsomt et udtryk i de små og lavloftede kirkerum. En anden ting, der med tanke på barndommens kirke også ligger mig på sinde er, at kirkerummet og gudstjenesten bliver åbnet op for høj såvel som for lav, ung såvel som gammel. Selvom jeg personligt nød at være i kirken som ung, var der dengang ikke særlig mange aktiviteter rettet mod lige netop den unge aldersgruppe. Måske netop derfor gør jeg meget ud af at vise konfirmander, minier og andre, som jeg møder på min vej, at kirken også er deres sted, at de også hører til her, og det kan vi bl.a. gøre, hvis vi indimellem tør gå med dem et stykke, inddrager dem og i vores forkyndelse samt undervisning også tager udgangspunkt i den verden, som er deres.

Ophavsret: